Tanker om

Farvede indtryk

og

Fårede udtryk

Jeg elsker får! Og jeg elsker at male dem! De har et tilpas forunderligt udtryk, der på samme tid beretter om uskyld, undren, frygt og naivitet – altid på vagt, hvorvidt der er tale om fare eller forkælelse.

Uden for mit barndomshjem er der en stor indhegning, hvor der hele mit liv har været får og lam som en del af ‘familien’. Alt efter fårenes brægen har man kunne bedømme, hvad der var under opsejling. Da bedstefars gule fad med foder kom til syne, kom hele flokken brægende i fuld galop  og pressede deres uldne hoveder igennem hegnets masker. Det gjaldt jo om at komme først til fadet og at få mest muligt af det herlige foder. Enhver var og er i bogstaveligste forstand sig selv nærmest. De maser, skubber og stamper i jorden for at holde de andre på afstand. Så pyt med at det er ens mor, søster eller søn, der bliver skubbet væk fra herlighederne: Lad MIG komme til! I dag er det mine forældre, der går ned med et rødt fad. Og reaktionen er til stadighed den samme – et vildt kaos, når der er foder inden for rækkevidde. Hvis ikke fadet er der til sædvanlig tid, så skal fårene nok gøre kritisk opmærksom på, at det bare ikke er i orden. Dertil har de et andet og mere bebrejdende tonefald.

Fadet spiller også en stor rolle, når får og lam skal indfanges, fordi de skal klippes eller have medicin. Disse gøremål er ikke populære hos de firbenede og sommetider lugter de lunten og stikker af i tide. Da kan der udspille sig ret underholdende scener med “tag-fat-lege”, særlig underholdende for dem, der ikke er med på rollelisten. Men det ender altid med at de tobenede vinder kampen og fårene får den pleje, de skal have. Og velplejede – det skal jeg love for, at de er! Sunde, trinde og med velplejet pels. Der bliver gravet grøfter, så vandet kan løbe væk og græsset kan gro i den sunde muld, for til sidst at blive drøvtygget af de dovent henslængte får og lam. Ligeledes bliver der bygget huse, således at får og lam kan komme under tag i det omskiftelige vejr. Foder bliver der ikke sparet på og høhøsten skal i hus, så de kære får aldrig oplever sulten knurre. Lus, løs uld og eventuelle sygdomme tolereres ikke, og der bliver hele året holdt et skarpt øje med husdyrenes velbefindende og trivsel. Ved det mindste tegn på manglende sundhed, tager mine forældre affære og behandler dyret som var det deres børn det gjaldt 🙂

Lidt før årsskiftet kommer vædderen ud af stalden. Den kommer for at springe på fårene og har drøntravlt den ene periode om året. Ingen kræsen vædder her! Alle får får en omgang af den forpjuskede vædder og bliver drægtige. Det gælder om at få sine gener spredt ud over en så stor population som overhovedet muligt. Produktorienterede hankønsvæsener!

Resultatet viser sig i april-maj, omtrent 5 måneder efter vædderens besøg, hvor de yndigste små lam ser dagens lys. Da liver man op og får atter mod på tilværelsen efter en mørk og lang vinter. Lyden af legende lam, der spæner frem og tilbage er synonym med forår i min bevidsthed. Når de så bliver sultne, bræger de med høje stemmer, så deres mor kan høre deres kalden på lang afstand. Moren svarer som regel med et grynt, for hun har jo travlt med at tygge græs og lammet spæner da hen og stiller sig på knæ ved de tunge yvere og sutter lystigt, imens halen ryster hurtigt som en lille trommestikker.

Rødt, nysgerrigt lam

Hm! Skal vi bytte? Jeg får dit foder og du får mit garn!

Engang havde vi et såkaldt “hjemmelam”. Det er ikke usædvanligt, hvis dets mor dør under eller efter fødslen. Da bliver lammet enten “adopteret” af andre får eller af den familie, det tilhører. Det var altså lykken med et hjemmelam! At fodre det med flaske, ae det og ellers bare at lege med det som var det en hund eller kat. De bliver aldeles modige og kommer ind alle vegne, hvor dørene åbnes. Men renlige bliver de altså ikke 😉 Vores hed “Gulmøguta” og blev navngivet efter dens farve. Det var en sorgens dag, da det som gammelt får blev aflivet.

Men fårene er mere end legesyge og forkælede husdyr – færingernes omdrejningspunkt. De forsyner også mennesket med deres kød og bløde, varme uld. Alt bliver udnyttet.

Det interesserer mig meget at udtrykke fårets betydning for min tilværelse og ikke mindst for færingernes levevilkår op igennem historien.

Besøger du Færøerne (Fåreøerne), så bemærker du

  1. De allestedsværende får, brægende, tyggende drøv og naturligvis en masse fårelort i naturen.
  2. De mange, flotte trøjer og beklædningsgenstande, der er strikket af uld.
  3. De mange strikkende kvinder – de strikker til tider også, imens de nyder en kaffe latte i de moderne caféer og sommetider endda, når de er på arbejde i byens butikker- for de skaber jo klædningsstykker til deres kære!

For mig er det svært at sætte ord på de malerier, jeg maler af får – for min udtryksform er jo billedlig.

Hos Mai-Britt Schultz, indehaver af Kragekjær Kunstskole, derimod flød ordene let fra tasterne, da hun i forbindelse med en udstilling, jeg havde på Færøerne i 2015 skrev:

“Dynamisk og koloristisk sikkerhed, er ord der trænger sig på, når man ser disse malerier. En sikker sans for oplevelsen og det dristige farvevalg er med til at åbne øjnene for de mange nuancer i et fårs pels, en fjeldside, et landskab. – De åbner betragterens øjne for den nordlige del af verdens mangfoldighed af farver. Hyldesten til de færøske kvinders aldrig hvilende hænder, der strikker kærlighed og uld sammen til varme for deres kære er en helt særlig fornøjelse. Farve, uld og kærlighed – bredt ud over lærreder.”

Ja, det er jo lige sådan det er! Tak, Mai-Britt!

Og her sidder jeg så med et fåret udtryk! Tror nok, at jeg kaster mig over den næste vædder. Han skal altså være blå 🙂

—-

Se mine malerier af får og dyr her!

Read more →

Mildere vintre

For et par år siden blev et af mine malerier af en kornmark pludselig reserveret på en udstilling. Kunden indbetalte et beløb som garanti for at det nu var hendes! Maleriet skulle først hentes godt et halvt år senere, sagde hun.

Jeg havde så maleriet hængende herhjemme i det halve år. Da hun så en sensommerdag kom for at hente maleriet, fik jeg gåsehud: Hun kom med restbeløbet i små sedler i en konvolut så tyk som en pegefinger. Igennem disse måneder, havde hun i stilhed og i det små lagt penge til side af husholdningspengene. Hun havde samlet penge sammen for at få råd til maleriet, der var en gave til hendes mand. ”Han har så svært ved at komme igennem de lange, kolde og mørke vintermåneder,” fortalte hun, ”men da jeg så maleriet, tænkte jeg, at det vil holde ham oppe igennem en lang vinter.”

Tænk engang! Et stykke lærred med påsmurt maling kan få et menneske til at få mod på livet, er det ikke utrolig fantastisk?

 

Ud af mørket

Tro mig: Jeg kender alt til den mørke ”vinter”!

For nogle år siden blev jeg alvorlig syg som følge af stress og udbrændthed. Da havde jeg i en lang årrække levet i overhalingsbanen, indtil jeg en tidlig efterårsdag fik et blackout og blev med et hug sat ud af spillet. Kontant afregning for ikke at have restitueret og lyttet til min krops signaler igennem mange år.

Det tog mig lang tid at acceptere den nye tilstand, fordi jeg elskede mit arbejde og havde til stadighed mange idéer og store ambitioner. Men kroppen var i uoverensstemmelse med hovedet og evnen. Viljen til at ville mere blev slået ned med drønende hovedpine, galoperende hjertebanken og feber hver eneste gang, jeg forsøgte trods. Jeg måtte erkende, at jeg var underlagt andre kræfter end viljens magt og begyndte lige så stille at ‘gå på opdagelse’ i det nye univers.

 

Gaver

Nu skal jeg spare læseren for detaljerede forklaringer af min hverdag, sygdomsforløbet og kampen for at komme tilbage, for det kræver plads i et helt andet format. I stedet vil jeg forære jer den konklusion, som jeg med tiden er nået frem til: Livet er en udviklingsproces og en gave – det er ikke hvordan man har det, men hvordan man tager det! Ud af hver dårlig oplevelse / erfaring kommer der en gave.

Jeg fik ikke blot en, men mange gaver:

En af mine gaver blev tiden – tiden blev stillet til min rådighed til at male. Når man af en eller anden årsag bliver uarbejdsdygtig efter at man har arbejdet 24-7 og identificeret sig med sit job, mister man sin identitet og mangler så at sige et sted at hænge sin hat. Min lykke var, at jeg havde lyst og evner til at male, men havde ikke haft tid, imens jeg var på arbejdsmarkedet. Nu fik jeg pludselig muligheden, da tiden blev min. Gudskelov – jeg fik en ny hat!

En anden gave og altoverskyggende gave var opdagelsen af mine venners og families nærvær og kærlighed.  Også jeg blev mere nærværende i forhold til dem, fordi mit ego var parkeret og jeg ”var” bare. Tænk, at opleve, at folk elsker én blot fordi man er – ikke fordi man yder og skaber resultater! Det er da en skøn gave. Aldrig før har jeg følt større kærlighed til min familie, haft smukkere og mere nærende venskaber og bedre netværk end nu.

Endnu en gave: mine sanser blev skærpet, så jeg fik en evne til opleve skønhed og alt det smukke, vi omgiver os med både i naturen og i vore medmennesker. Hvor er der dog megen skønhed i verden, når man flytter sit fokus derhen!

 

Bidrag

Længe havde jeg et brændende ønske om at kunne bidrage. Jeg har så mange kompetencer – et spild i forhold til et samfund, der godt kan bruge dem. Jeg savnede sindssygt mit arbejde, mine elever og kolleger. Følelsen af ensomhed, overflødighed og nytteløshed nagede og plagede mig rigtig længe, og jeg vil ikke ønske for min værste fjende, at de oplever udbrændthedens væsen og konsekvens, men jeg har mentalt indstillet mig på at få det bedste ud af situationen og se lyst på tilværelsen.

Med maleriet fik jeg og har jeg indhold i mine ’gode dage’.

Maleriet er blevet det sted, hvor jeg aktivt kan bidrage til en bedre verden. Jeg kan nemlig dele mine oplevelser af skønhed med hele verden via mit maleri. Faktisk har jeg aldrig været i stand til at bidrage bedre og bredere end netop på denne måde, og jeg bliver gentagne bekræftet i, at det er sådan det forholder sig:

I dag har en af mine facebookvenner skrevet, at hun har modtaget to af mine malerier som gave, hvilket hun er lykkelig over. Hun erhvervede to sidste år og disse har holdt hende ovenpå igennem vinteren: ”Jeg har haft sommeren hængende i stuen til at varme mig igennem de kolde vintermåneder”, skriver hun.

Hvilket glædeligt udsagn! Der er intet så stort som at se glæden i et menneskes øjne, fordi ens maleri har givet dem håb og mod. Kontant afregning ved kasse et, men denne gang på den absolut bedst tænkelige måde.

 

Jo, taknemlighed var sandelig en af de store gaver, der fulgte. Jeg er dybt taknemlig for at jeg er her. Taknemlig for mine evner til at se skønhed og til at udtrykke den igennem penselstrøg! Taknemlig for, at jeg kan bidrage og især fordi mit bidrag er til opmuntring for andre mennesker. Så jeg fortsætter ufortrødent derudad og håber fortsat på, at mine billeder vil bidrage til en bedre verden og til mildere vintre i deres nærmiljøer  🙂

 

Mark, 100x150 cm - solgt

Mark, 100×150 cm

Read more →

Flade og form

Jeg kunne godt lide at tegne, da jeg var barn. Nu er jeg tit for lad til at gøre det… Nu maler jeg. Jeg maler store flader med store pensler og små flader med små pensler. Når man tegner, så er der tale om streger, der skal skabe illusioner af rum, flader og figurer.  Stregen kan noget andet end fladen og i kombination kan man lave de fineste malerier. De gange, jeg tegner skitser først, bliver malerierne langt bedre end uden, så jeg tvinger mig selv til det og synes faktisk at det er både nemmere og mere tidssparende at male, når ideen, forberedelsen og strategien er klar fra starten af.

I tegningen er det stregen, der giver dig fornemmelse af, at der er rum i billedet. Jo længere væk, des mindre streger og figurer – og des løsere i farven. Modsat er stregen størst og dens farve kraftigst i forgrunden.

hurtigskitse kirkja

Eksemplet herover viser en hurtig skitse, der forestiller Kirkja, en bygd på øen Fugloy. Jeg tænker, at de mennesker, der bor her, har verdens smukkeste udsigt mod vest og min hjembygd Viðareiði 🙂

Man fornemmer, hvor meget jeg er vant til at male, da jeg med blyanten “maler flader” i stedet for at lade stregerne gøre arbejdet.

 

Et fladt portræt

For noget tid siden begyndte jeg at interessere mig for portrætmaleriet.  Når jeg gør det, så starter jeg altid med at skitse motivet op med streger. Så lægger jeg maling på, flade for flade modellerer jeg motivet indtil det sidst får form. Undervejs anvender jeg både tegneteknikker og maleteknikker, for ellers ville motivet ikke ligne den portrætterede.

På et tidspunkt nåede jeg til den konklusion, at portrættet forblev fladt som eksemplet herunder viser.

PM

Poul Martin, min mand, er rigtig glad for dette portræt, men jeg er ikke tilfreds. Han er nemlig ‘flad’…

Jeg kunne se, at jeg på en eller anden måde havde brug for at arbejde med det rumlige aspekt. Lærred og papir ER flade og nu havde jeg brug for at skabe reelt rum.

Derfor meldte jeg mig til et keramikkursusi foråret 2014. Jeg er så privilegeret at bo i nærheden af en dygtig keramiker som netop i det tidsrum udbød et kursus. Derefter gik jeg straks i gang med at lave et portræt i ler af min yngste søn. Det kunne samtidig blive konfirmationsgaven til ham, hvis det lykkedes. Mine medkursister var noget skeptiske over dette ambitiøse projekt, sagde de bagefter, men min lærer troede på ideen og kunne give mig en masse instruktioner og redskaber undervejs. Desuden er jeg opdraget til at tro på, at ”du kan, hvad du vil” – og min vilje har aldrig fejlet noget. Så jeg kløede på med krum hals. Klump for klump modellerede jeg drengens hoved og ansigt op ud fra en masse fotos, jeg havde taget af ham fra alle tænkelige vinkler.

Jo, det lykkedes skam og figuren, der er lavet i størrelsesforholdet 1:1 ligner min Johannes på en prik.

Johannes

Efter dette kursus fortsatte jeg med at male portrætter. Nu ændrede portrættet karakter fra et fladt ansigt til et rumligt. Det gjorde det fordi, at jeg nu lagde penselstrøg i de retninger, som formen i ansigtet faktisk har. Former hoved, pande, kinder, øjne næse og mund, så man har en fornemmelse af, hvor emnerne stikker ud og hvor der er ’hulninger’. Skyggefarven er naturligvis en vigtig brik – at der er mørkere områder, hvor lyset ikke rammer og højlys der, hvor lyset netop rammer.

Et rumligt portræt

Herunder er et eksempel på et maleri, der er malet EFTER keramikkurset. Jeg håber, at du kan se en forskel i rumligheden og at man bedre fornemmer formen og dybden i maleriet. Sjovt er det og nu er jeg fuldstændig bidt af portrætterne. For at det ikke skal være løgn, har jeg atter har tilmeldt mig det samme keramikkursus og glæder mig til atter at få ler under neglene i min stræben efter at afsøge den rumlige dimension. Behøver jeg sige, at jeg glæder mig?

Peter, 60x80 cm - solgt

Peter, 60×80 cm.

Kan du se en forskel??? Du er så velkommen til at skrive en kommentar i feltet forneden!

Read more →

Portrættet

Portrætter på bestilling

Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg ’tager for at male et portræt’. Svaret er som regel, at jeg ikke maler portrætter på bestilling.

Men hvorfor nu det?

Menneskets skønhed, udstråling og fortællende kropsholdning. Et stærkt, målrettet og fast blik – eller blot et glimt i øjet – hos et menneske, der bidrager aktivt til en bedre verden – nogle med deres blotte tilstedeværelse. Alle har en livshistorie, styrke, svaghed, passion… Jeg fascineres!

Når jeg møder et menneskes glimt, smil eller panderynken får jeg en følelse eller en oplevelse.  En oplevelse af et menneskes karakteristika og personlighed. Det påvirker mig enten positivt eller negativt. Hvis denne påvirkning er tilstrækkelig stærk, føler jeg somme tider en uopfordret trang til at omsætte den til et maleri. Og det gør jeg så og kan således dele oplevelsen med dig og de andre.

Hvis du har det på samme måde, så er det ikke nødvendigvis sikkert, at du og jeg får samme oplevelse af personens udtryk. Da er vi måske uenige på forhånd!

Det går hurtigt at sætte de første streger og strøg, at grunde og få ligheden frem. Det der som regel tager lang tid er at fiske det personlige udtryk ud af det flade lærred. Hvis ikke glimtet, følelsen og sjælen kommer ’ud af lærredet’, er der ikke tale om et portræt, men blot om et – måske – vellignende ansigt. Og det er jeg ikke tilfreds med.

 

Forfængelighed

Får man en bestilling på et portræt, så er man op imod folks forfængelighed – og den kender jeg ikke nødvendigvis på forhånd. Jo, man kan sagtens lave ørerne lidt mindre, næsen større eller tænderne mere lige. Men tænk, hvis jeg kom til at putte blå på kinden og modtageren ikke kan fordrage blå!!

Så starter et ping-pong-spil, hvor modtager bliver dirigent for maleren. Måske når man i mål og modtageren bliver tilfreds, men så er maleriet sandsynligvis færdigt og dermed ’dødt’. Jeg vil i sådan en situation være dybt frustreret. DERFOR siger jeg nej-tak til bestillinger af portrætter – jeg vil holde på min ret til eget udtryk og glæden ved at male. Her er det nemlig mig, der er forfængelig – på et fagligt plan.

Hvis man derimod IKKE er forfængelig, kan lide mine strøg og farvevalg – og vigtigst af alt – stoler på mine kunstneriske evner, så er jeg kontaktbar 🙂

 

Eksempler

Read more →

Ved Vitsø kyst

Vitsø strand, 100x150

Vitsø kyst, 100×150 cm

I dag er der ingen sejl på vandet. Blæsten er kraftig, og al sejlads udsættes til bølgerne er mindre og vinden vagere. Men derfor søger vi gerne ud til vandkanten. Spejder ud over det uendelige hav, hvor intet land er i sigte vel vidende, at lande er derude. Havet skiller og forbinder. Tager og giver liv. En magisk tiltrækningskraft synes havet at have for mennesker og dyr – uanset alder, race og køn.

Her ved kysten føler man sig levende. Vinden er lun og rusker i hår og pels. Bølgerne bruser og plasker, puster sig op, ruller sig lange og vælter ind over sten og sand. Op ad kysten skummer det fladt og trækker sig derefter tilbage, imens rullende sten triller nedad, så det risler og rasler.

Her er min verden med rullesten, bølger og blæst – lige nu! Stenene triller foran mine fødder og beretter om deres unikke specielle kendetegn – ikke to, der er ens. Jeg samler et par stykker op, smukke hulsten, der skal med hjem at bo. Alt imens havets sus blandes med lugten af tang og stenenes risle-raslen indser jeg, at nuet er perfekt og det bedste sted, der findes – lige her ved vandkanten!

 

Read more →