Ved Vitsø kyst

I dag er der ingen sejl på vandet. Blæsten er kraftig, og al sejlads udsættes til bølgerne er mindre og vinden vagere.

Men derfor søger vi gerne ud til vandkanten. Spejder ud over det uendelige hav, hvor intet land er i sigte, vel vidende, at lande er derude.

Havet skiller og forbinder. Tager og giver liv.

En magisk tiltrækningskraft synes havet at have for mennesker og dyr – uanset alder, race og køn.

Her ved kysten føler man sig levende.

Vinden er lun og rusker i hår og pels.
Bølgerne bruser og plasker, puster sig op, ruller sig lange og vælter ind over sten og sand.
Op ad kysten skummer de fladt og trækker sig tilbage,
imens rullende sten triller nedad, så det risler og rasler i en sjaskvåd melodi.

Her er min verden med rullesten, bølger og blæst – lige nu!
Stenene triller foran mine fødder, unikke og særegne – ikke to er ens.
Jeg samler et par stykker op, smukke hulsten, der skal med hjem til samlingen af øjebliksbilleder.

Alt imens havets sus blandes med lugten af tang og stenenes risle-raslen indser jeg, at nuet er perfekt og det bedste sted, der findes – lige her ved vandkanten!