Flade og form

Jeg kunne godt lide at tegne, da jeg var barn. Nu er jeg tit for lad til at gøre det… Nu maler jeg. Jeg maler store flader med store pensler og små flader med små pensler. Når man tegner, så er der tale om streger, der skal skabe illusioner af rum, flader og figurer.  Stregen kan noget andet end fladen og i kombination kan man lave de fineste malerier. De gange, jeg tegner skitser først, bliver malerierne langt bedre end uden, så jeg tvinger mig selv til det og synes faktisk at det er både nemmere og mere tidssparende at male, når ideen, forberedelsen og strategien er klar fra starten af.

I tegningen er det stregen, der giver dig fornemmelse af, at der er rum i billedet. Jo længere væk, des mindre streger og figurer – og des løsere i farven. Modsat er stregen størst og dens farve kraftigst i forgrunden.

Man fornemmer, hvor meget jeg er vant til at male, da jeg med blyanten “maler flader” i stedet for at lade stregerne gøre arbejdet.

 

Et fladt portræt

For noget tid siden begyndte jeg at interessere mig for portrætmaleriet.  Når jeg gør det, så starter jeg altid med at skitse motivet op med streger. Så lægger jeg maling på, flade for flade modellerer jeg motivet indtil det sidst får form. Undervejs anvender jeg både tegneteknikker og maleteknikker, for ellers ville motivet ikke ligne den portrætterede.

På et tidspunkt nåede jeg til den konklusion, at portrættet forblev fladt som eksemplet herunder viser.

Jeg kunne se, at jeg på en eller anden måde havde brug for at arbejde med det rumlige aspekt. Lærred og papir ER flade og nu havde jeg brug for at skabe reelt rum.

Derfor meldte jeg mig til et keramikkursusi foråret 2014. Jeg er så privilegeret at bo i nærheden af en dygtig keramiker som netop i det tidsrum udbød et kursus. Derefter gik jeg straks i gang med at lave et portræt i ler af min yngste søn. Det kunne samtidig blive konfirmationsgaven til ham, hvis det lykkedes. Mine medkursister var noget skeptiske over dette ambitiøse projekt, sagde de bagefter, men min lærer troede på ideen og kunne give mig en masse instruktioner og redskaber undervejs. Desuden er jeg opdraget til at tro på, at ”du kan, hvad du vil” – og min vilje har aldrig fejlet noget. Så jeg kløede på med krum hals. Klump for klump modellerede jeg drengens hoved og ansigt op ud fra en masse fotos, jeg havde taget af ham fra alle tænkelige vinkler.

Jo, det lykkedes skam og figuren, der er lavet i størrelsesforholdet 1:1 ligner min Johannes på en prik.

Efter dette kursus fortsatte jeg med at male portrætter. Nu ændrede portrættet karakter fra et fladt ansigt til et rumligt. Det gjorde det fordi, at jeg nu lagde penselstrøg i de retninger, som formen i ansigtet faktisk har. Former hoved, pande, kinder, øjne næse og mund, så man har en fornemmelse af, hvor emnerne stikker ud og hvor der er ’hulninger’. Skyggefarven er naturligvis en vigtig brik – at der er mørkere områder, hvor lyset ikke rammer og højlys der, hvor lyset netop rammer.

Et rumligt portræt

Herunder er et eksempel på et maleri, der er malet EFTER keramikkurset. Jeg håber, at du kan se en forskel i rumligheden og at man bedre fornemmer formen og dybden i maleriet. Sjovt er det og nu er jeg fuldstændig bidt af portrætterne. For at det ikke skal være løgn, har jeg atter har tilmeldt mig det samme keramikkursus og glæder mig til atter at få ler under neglene i min stræben efter at afsøge den rumlige dimension. Behøver jeg sige, at jeg glæder mig?

Kan du se en forskel??? Du er så velkommen til at skrive en kommentar i feltet forneden!