Farvede indtryk

og

Fårede udtryk

Jeg elsker får! Og jeg elsker at male dem! De har et tilpas forunderligt udtryk, der på samme tid beretter om uskyld, undren, frygt og naivitet – altid på vagt, hvorvidt der er tale om fare eller forkælelse.

Uden for mit barndomshjem er der en stor indhegning, hvor der hele mit liv har været får og lam som en del af ‘familien’. Alt efter fårenes brægen har man kunne bedømme, hvad der var under opsejling. Da bedstefars gule fad med foder kom til syne, kom hele flokken brægende i fuld galop  og pressede deres uldne hoveder igennem hegnets masker. Det gjaldt jo om at komme først til fadet og at få mest muligt af det herlige foder. Enhver var og er i bogstaveligste forstand sig selv nærmest. De maser, skubber og stamper i jorden for at holde de andre på afstand. Så pyt med at det er ens mor, søster eller søn, der bliver skubbet væk fra herlighederne: Lad MIG komme til! I dag er det mine forældre, der går ned med et rødt fad. Og reaktionen er til stadighed den samme – et vildt kaos, når der er foder inden for rækkevidde. Hvis ikke fadet er der til sædvanlig tid, så skal fårene nok gøre kritisk opmærksom på, at det bare ikke er i orden. Dertil har de et andet og mere bebrejdende tonefald.

Fadet spiller også en stor rolle, når får og lam skal indfanges, fordi de skal klippes eller have medicin. Disse gøremål er ikke populære hos de firbenede og sommetider lugter de lunten og stikker af i tide. Da kan der udspille sig ret underholdende scener med “tag-fat-lege”, særlig underholdende for dem, der ikke er med på rollelisten. Men det ender altid med at de tobenede vinder kampen og fårene får den pleje, de skal have. Og velplejede – det skal jeg love for, at de er! Sunde, trinde og med velplejet pels. Der bliver gravet grøfter, så vandet kan løbe væk og græsset kan gro i den sunde muld, for til sidst at blive drøvtygget af de dovent henslængte får og lam. Ligeledes bliver der bygget huse, således at får og lam kan komme under tag i det omskiftelige vejr. Foder bliver der ikke sparet på og høhøsten skal i hus, så de kære får aldrig oplever sulten knurre. Lus, løs uld og eventuelle sygdomme tolereres ikke, og der bliver hele året holdt et skarpt øje med husdyrenes velbefindende og trivsel. Ved det mindste tegn på manglende sundhed, tager mine forældre affære og behandler dyret som var det deres børn det gjaldt 🙂

Lidt før årsskiftet kommer vædderen ud af stalden. Den kommer for at springe på fårene og har drøntravlt den ene periode om året. Ingen kræsen vædder her! Alle får får en omgang af den forpjuskede vædder og bliver drægtige. Det gælder om at få sine gener spredt ud over en så stor population som overhovedet muligt. Produktorienterede hankønsvæsener!

Resultatet viser sig i april-maj, omtrent 5 måneder efter vædderens besøg, hvor de yndigste små lam ser dagens lys. Da liver man op og får atter mod på tilværelsen efter en mørk og lang vinter. Lyden af legende lam, der spæner frem og tilbage er synonym med forår i min bevidsthed. Når de så bliver sultne, bræger de med høje stemmer, så deres mor kan høre deres kalden på lang afstand. Moren svarer som regel med et grynt, for hun har jo travlt med at tygge græs og lammet spæner da hen og stiller sig på knæ ved de tunge yvere og sutter lystigt, imens halen ryster hurtigt som en lille trommestikker.

Engang havde vi et såkaldt “hjemmelam”. Det er ikke usædvanligt, hvis dets mor dør under eller efter fødslen. Da bliver lammet enten “adopteret” af andre får eller af den familie, det tilhører. Det var altså lykken med et hjemmelam! At fodre det med flaske, ae det og ellers bare at lege med det som var det en hund eller kat. De bliver aldeles modige og kommer ind alle vegne, hvor dørene åbnes. Men renlige bliver de altså ikke 😉 Vores hed “Gulmøguta” og blev navngivet efter dens farve. Det var en sorgens dag, da det som gammelt får blev aflivet.

Men fårene er mere end legesyge og forkælede husdyr – færingernes omdrejningspunkt. De forsyner også mennesket med deres kød og bløde, varme uld. Alt bliver udnyttet.

Det interesserer mig meget at udtrykke fårets betydning for min tilværelse og ikke mindst for færingernes levevilkår op igennem historien.

Besøger du Færøerne (Fåreøerne), så bemærker du

1. De allestedsværende får, brægende, tyggende drøv og naturligvis en masse fårelort i naturen.
2. De mange, flotte trøjer og beklædningsgenstande, der er strikket af uld.
3. De mange strikkende kvinder – de strikker til tider også, imens de nyder en kaffe latte i de moderne caféer og sommetider endda, når de er på arbejde i byens butikker- for de skaber jo klædningsstykker til deres kære!

For mig er det svært at sætte ord på de malerier, jeg maler af får – for min udtryksform er jo billedlig.

Hos Mai-Britt Schultz, indehaver af Kragekjær Kunstskole, derimod flød ordene let fra tasterne, da hun i forbindelse med en udstilling, jeg havde på Færøerne i 2015 skrev:

“Dynamisk og koloristisk sikkerhed, er ord der trænger sig på, når man ser disse malerier. En sikker sans for oplevelsen og det dristige farvevalg er med til at åbne øjnene for de mange nuancer i et fårs pels, en fjeldside, et landskab. – De åbner betragterens øjne for den nordlige del af verdens mangfoldighed af farver. Hyldesten til de færøske kvinders aldrig hvilende hænder, der strikker kærlighed og uld sammen til varme for deres kære er en helt særlig fornøjelse. Farve, uld og kærlighed – bredt ud over lærreder.”

Ja, det er jo lige sådan det er! Tak, Mai-Britt!

Og her sidder jeg så med et fåret udtryk! Tror nok, at jeg kaster mig over den næste vædder. Han skal altså være blå 🙂

—-

Se mine malerier af får og dyr her!